Spring til indhold
Luk

Den go'e gamle fynske jul

Juletræet pyntes

 

Vi kender alle sammen julen. Bjældeklang, flæskesteg med rødkål, juletræ, ris a la mande med mandelgave. Men hvad er egentlig den "go'e gamle fynske jul"? Vi har grebet tilbage i årbøgerne "Fynsk Hjemstavn" og "Fynsk Jul" - som vel er stedet, man bør lede efter svaret - og fundet disse to meget forskellige, men også meget julede uddrag. God jul!

 

"Det var Juleaften. Bedstemoder sad i sin lille hyggelige Dagligstue i den Lænestol, hun holdt mest af. Det var næsten helt mørkt; nu blev Gadelygterne tændt, og Skæret fra dem lyste ind paa Loftet, af og til lidt flakkende. Klokkeklangen fra den nærmeste Kirke lød dæmpet ind i Stuen, og Bedstemoder foldede sine Hænder. Denne Juleaften kunne hun ikke komme i Kirke, for hun havde ikke haft det saa godt de sidste Dage og følte sig meget træt

 

Salmebogen laa opslaaet foran hende; hun havde læst Juleevangeliet, og nu sad hun og nynnede saa smaat en af de kære Julesalmer; det blev svagere og svagere, hendes Øjelaag sænkede sig mere og mere; Bedstemoder blundede, og hun drømte.

 

Ganske tydeligt drømte hun om sit Barndomshjem i den lille Købstad; hun havde saa travlt med at faa den sidste Julegave helt færdig. Nu kom Moder gennem Stuen; hun gemte hurtig det lille Haandarbejde under Forklædet, og da Moder gik ind i den store Stue ved siden af; saa hun lige et Glimt af Juletræet.

 

Nu stod hun paa en lille Landstation, og ved Siden af hende stod en ung, glad Student og trykkede begge hendes Hænder; ja, jeg tror, han kyssede hende - for han og hun var jo da forlovede.

 

Det var første Gang, hun var til en Præstegaardsjul paa Landet. Hvor var der lunt og hyggeligt i Dagligstuen, og hvor duftede Svigermoders Kaffe og brune Kager hyggeligt. Hun var en Smule genert, men det gik hurtigt over, og da de lidt efter sang en Julesalme i Mørkningen og Døren blev lukket op ind til Havestuen, hvor Juletræet var tændt, blev hun snart helt hjemme."

 

Uddrag af "Bedstemoders Juleaften" af Hans Lützhøft i "Fynsk Jul" 1933.

 

 

Stegen skæres for

 

"Efter en forsvarlig Davre, bestaaende af Øllebrød og Flæsk, efterfulgt af en Spølkum Kaffe til en "Knalli" brunt Sukker faar man da under Huj og Vræl omsider Dyret ud og op paa et omvendt Kar. Manden ved Forbenene og Karlen ved Bagbenene. "Og du, Dreng", siger Slagteren, "du kan holde ved Rombi, saa faar du Drikkepæene."

 

Naar man nu havde Død paa Grisen, kunde det jo nok hænde, at man lige skulde ind og ha en lille "Stivert" paa hans Henfart; men man skulde jo "ilejn" passe ilidt paa, at det ikke skulde gaa, som de sae at det gik hos en mand ude i Vedby, at da de havde faaet Grisen "stokken" og saa var gaaet ind for at tage en "Taavr", og de saa kom til at kikke ud af Vinduet, saa rendte sørme Grisi omkring ude i Gaardet."

 

Uddrag af "Griseslagt og Pølsegilde" af gdr. Chr. Nielsen i Fynsk Hjemstavn 1932.

 

 

Ja, så kom der også flæskesteg på bordet til denne jul - eller måske ikke!

 

Til sidst en ægte fynsk opskrift på julekage anno 1865:

 

Julekage

 

3 Pund fint Meel

 

1 Pot  (ca. 1 liter) sød lunken Mælk

 

2 Skeefulde god Gjær

 

2 Skeefulde Sukker

 

finthakket Skal af 1 Citron

 

et Par Stykker stødt Caneel

 

Det Hele æltes sammen og sættes tildækket på et luunt Sted for at hæve sig. Derpaa æltes ½ Pund udvadsket Smør deri tilligemed 1 Pund gode pillede Rosiner, som have faaet et lille Opkog og derefter ere tørrede i et Klæde. Deigen dækkes atter til, for at den kan hæve sig paany. Naar det er skeet, bages den i 2de flade Kager af vel 1 Tommes Tykkelse. De stryges med Æg og bages ved rask Ovnvarme i ½ Time.

 

(fra "Haandbog for Huusmødre i alle Stænder", Odense 1865).

 

Inspiration

 

Hvis du har fået smag for den go'e gamle fynske jul og vil læse mere om julegodt, nissemænd, gaver, klokkeklang og risengrød, har Historiens Hus rigeligt at byde på.

 

Her får du nogle eksempler:

 

Hans Ellekilde: "Vor danske jul gennem tiderne"

 

H.F. Feilberg: "Dansk bondeliv"

 

H.F. Feilberg: "Jul" Bind 1 og 2

 

Svend Frederiksen: "Jul i det gamle Aasum"

 

Emma Gad: "Takt og Tone - Hvordan vi omgaas"

 

Ruth Gunnarsen: "Familiens højtider i gamle dage" Familens højtider

 

Olaf Gynt: "Fynsk Jul paa 3 Maader", Fynsk Jul 1948.

 

K.L. Kristensen: "Julen i folkelig Tro og Skik. Hvad et gammelt Haandskrift fortæller om folkelig Julefejring", Fynsk Jul 1941.

 

M. Kristiansen: "Julen i en vestfyensk Bondegaard", Danske Folkemaal 1927.

 

Helle Ravn: "Langelands Museums Julebog. Jul i det sydfynske øhav  -  før og nu"

 

Christine Reimer: "Nordfynsk Bondeliv i Mands Minde"

 

Kenn Tarbensen: "Julemærket"

 

Julen på internettet

 

Udover de mange bøger, der er skrevet om jul, julebag, nisser og lignende, så er der lavet flere gode hjemmesider, hvor du kan læse om julen og dens traditioner.

 

Jul på H.C. Andersens tid

 

I Odense har vi det årlige H.C. Andersens julemarked. På den officielle hjemmeside for julemarkedet kan du læse om julen på H.C. Andersens tid, samt finde informationer omkring julemarkedet.

 

Kokkepigens Blog

 

Nationalmuseet har lavet Kokkepigens blog, hvor Kokkepigen fast bringer en eller flere historiske opskrifter en gang om måneden, men også kan finde på at skrive om forskellige emner ind imellem. Opskrifterne følger årets højtider og råvarernes forskellige sæsoner. Du er velkommen til selv at kommentere på bloggens indlæg. Lige nu kan du læse om Kokkepigens jul.