Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Kommunesammenlægningen 1970

 

af Jørgen Thomsen

 

Den 1. april 1970 var der kommunalt bunkebryllup. Odense Kommune blev smeltet sammen med en række forstads- og omegnskommuner. Vejen til kommunesammenlægningen havde været både lang og kringlet. I de fleste forstadskommuner kæmpede beboerne med næb og kløer imod sammensvejsningen med Odense Kommune, men forgæves. Kommunalreformen betød ikke bare en helt ny inddeling af de danske kommuner og amtskommuner, men gav også en ændret opgave- og byrdefordeling. På landsplan blev antallet af primærkommuner skåret ned fra 1.386 til 275, og samtidig blev antallet af amtskommuner nedbragt til 14 mod tidligere 25.

 

Lennart Larson (th) overdrager kommunekassen til Odenses borgmester Holger Larsen (tv).

 

Odense og dens omegnskommuner i 1960'erne.

 

Efter kommunevalget i 1966, hvor der skete et ryk til højre, blev tonen over for det socialdemokratisk dominerede Odense Byråd skærpet i den følelsesladede debat, hvor sognerødderne hævdede, at både nærhedsprincip og alt initiativ ville blive kvalt ved en sammenlægning. Forstadskommunernes talerør i disse år var Forstadskommunernes Sammenslutning fra 1962, der havde Pårups sognerådsformand Lennart Larson i spidsen. Men det kneb med at finde fælles fodslaw i sammenslutningen, hvis medlemmer trods alt var meget forskellige - nogle var rene parcelhuskvarterer, mens andre var præget af landbrug.

 

Efter 1966 sluttede flere af omegnskommunerne sig sammen i håbet om at undgå en sammenlægning med Odense. I kommunalreformkommissionen var man opmærksom på de særlige problemer, som var knyttet til provinsens tre største byer. En særlig undersøgelse blev iværksat, og den lå færdig i januar 1969. Den foreslog to alternative løsninger på Odenses inddelingsproblemer - enten en samling af byområdet i én kommune eller en opdeling af byen i tre kommuner.

 

Flertallet i Odense Byråd lagde fra begyndelsen vægt på at få en så omfattende sammenlægning som muligt, da man med borgmester Holger Larsens ord var bekymrede for, at Odense skulle ende som en enklave af gamle og studerende. Efter lidt tovtrækkeri blev det overladt til den konservative indenrigsminister Poul Sørensen at udarbejde den færdige indstilling til Odenseområdets fremtidige kommuneinddeling. I forsommeren 1969 forelå resultatet. Der skulle etableres én stor bykommune.

 

Spillet var ude for storkommunens modstandere. Tilbage var nu kun at få aftalt de nærmere omstændigheder for sammenlægningen, som blev overdraget til en række særlige udvalg. Den 1. april 1970 tog det nye Odense Byråd over. Ved samme lejlighed fik man indført magistratsstyre med et byråd, en borgmester og fire rådmænd (magistraten) i kommunen. Alle magistratens medlemmer var i princippet fuldtidspolitikere. Den nye styreform gav en mulighed for, at de førende politikere fra tidligere omegnskommuner kunne blive rådmænd.

 

De kommunale "tvangsægteskaber" fik vidtrækkende konsekvenser for borgernes forhold til det offentlige, fordi det nu engang er på det lokale, kommunale plan, at borgerne har de hyppigste kontakter med den offentlige forvaltning. Mange mente, at der blev længere til politikerne, men samtidig blev en række nye opgaver lagt ud til kommunerne. Dette gav en styrkelse af det lokale selvstyre.

 

 

Berthelsen, Anders W. 
Odense dengang i 70'erne. Skulkenborg, 2001.

 

Harvest, Jesper
Odense Byplan : 1966-1988 : fra Vollsmose til Blangstedgård, fra gadegennembrud til cykelruter. Odense, Byhistorisk Udvalg, 2003.

Jytte Rauns artikel i Odensebogen 1995.


Skitse til kommunesammenlægninger i Odense amtsrådskreds i Odense amt
. - Kommunallovskommissionens sekretariat, 1964.