Spring til indhold
Luk

Om Odense

Bolignød

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Nutidens boligstandard er jo væsentligt over den, som var til rådighed for tidligere generationer, men det undrer næppe, at bolignøden i Odense første gang blev omtalt i byrådet i 1910, da byen efter nogle årtier med voldsom vækst ikke længere havde fornødne boliger til de mange, der havde fundet vej til Odense.

Det frie marked, hvor private entreprenører havde opført de fornødne ejendomme, var ikke længere tilstrækkeligt til at sikre boligforsyningen, og de første kommunale tiltag bestod derfor i at opføre husvildebarakker og at anvise midlertidige boliger andre steder - f.eks. i skolelokaler, i det gamle teater på Sortebrødre Torv og på steder, som vi i dag ville finde fuldkommen uegnede til menneskeboliger.

 

Familie flytter 1946 Familie i skurvogn 1952

Trods boligmangel havde denne familie i 1946 fundet en ny bolig.

Denne børnefamilie boede i 1952 i en husvogn på Tolderlundsvej.

 

En kælder i et nedlagt teglværk i Skt. Jørgens Gade og et tidligere hønsehus blev således anvist til boligsøgende endnu i 1925, og disse eksempler blev derfor ikke overraskende et led i agitationen forud for samme års byrådsvalg. Kunne man virkelig være det bekendt, spurgte socialdemokraterne?

Under 1. verdenskrig gennemførtes en lovgivning, der gav mulighed for offentlig støtte til boligbyggeri, og snart blomstrede en række byggeselskaber og boligforeninger op, som f.eks. Arbejdernes Boligforening og Det borgerlige Byggeselskab – så var begge sider i det politiske spektrum repræsenteret.

Der kom også mange andre byggeforeninger, men fra 1924 og til 1935 var der hvert år en fortegnelse over beboere i træ- og lysthuse, beboelsesvogne m.m. i Odense Vejviser, og i 1928 boede der endnu 967 mennesker under sådanne forhold. Bolignøden blev for alvor et varmt emne igen efter 2. verdenskrig, og byens vækst fortsatte med etageboliger og statslånshuse som vigtige dele af boligforsyningen.

Men endnu i 1962 havde Odense Kommune godt 300 personer indkvarteret under den såkaldte forsorg for boligløse familier. I den misligholdte lejekaserne i Ejlskovsgade (Cementenborg) boede der f.eks. 16 familier med 57 børn under 15 år – eller i alt 91 personer - og i det nedlagte garnisonssygehus i Albanigade var der indkvarteret 28 familier med 75 børn eller i alt 131 personer. Samme år blev Cementenborg dog lukket, og fire år senere var turen kommet til ejendommen i Albanigade.

Men udflytningen til forstæderne, Vollsmoseplanen og nye parcelhuskvarterer medvirkede i løbet af 1960’erne til at få has på boligkøen. Derefter kunne man næppe længere finde historier som den, der er afspejlet i disse linjer fra avisen i 1962: ”Boligmangelen tvinger unge til huskøb. Nygifte unge bor hos forældrene. To voksne og to børn i kammer på 2 x 3 meter”.