Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Fyn Rundt 

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Det fynske cykelløb Fyn Rundt er Danmarks ældste og mest populære løb, som i dag både er for eliteryttere og motionister. Når cyklisterne kaster sig ud på de fynske landeveje, skriver de sig ind i en lang tradition, der begyndte allerede i 1894, da cyklen endnu var noget forholdsvis nyt og hypermoderne.

 

Fyn Rundt 1949

Fyn Rundt i 1949. Tre ryttere er ved at kæmpe sig over en bakke ved Søndersø.

 

Arrangør af det første Fyn Rundt var Fyens Cykle Union, der egentlig var begyndt som en rent selskabelig forening, da medlemmerne overvejende dyrkede turcykling. Det handlede mere om at ”få noget at se end jage af sted uden at se til højre og venstre”. Endnu ved indgangen til 1890'erne stod det selskabelige øverst på klubbens dagsorden. Næsten hver søndag samledes medlemmerne til gemytlige fællesudflugter, ligesom der blev arrangeret ferieudflugter i det danske landskab. 

 

Fra slutningen af 1880'erne blev cykelløb dog stadig mere populære, og enhver cykelklub med respekt for sig selv lavede konkurrencer og rekordløb for sine medlemmer. Også i Odense vandt cykelløbene frem. FCU lavede såkaldte udholdenhedsløb, hvor deltagerne sled for 6, 12 og 24 timers medaljerne.

 

Langdistanceløb på landevejen var kommet i vælten, og derfor arrangerede FCU i 1894 Fyn Rundt som et forsøg. Ruten gik fra Odense over Kerteminde, Nyborg, Kværndrup, Faaborg, Assens, Middelfart, Bogense og tilbage til Odense. Otte ryttere deltog, og de kørte ud på strækningen med fem minutters mellemrum, og af de seks ryttere, der gennemførte, var H.A. Gregersen, Kerteminde, hurtigst. Han tilbagelagde de godt 212 km på 9 timer og 39 minutter – altså en gennemsnitsfart på 22 km/t. Det blev et vellykket forsøg, og man var enige om, at løbet skulle være en årligt tilbagevendende begivenhed.

 

Gennem nogle år havde cykelsporten kronede dage, men sporten døde helt hen omkring 1911, da FCU indstillede sine mange aktiviteter. Fyn Rundt var gået i dvale, indtil en ny cykelklub, Fyns Stifts Cykleclub (FSC), så dagens lys i 1922. Cykelklubben kastede sig straks over landevejsløbene. Efter en pause på 10 år blev cykelløbet Fyn Rundt atter vakt til live i 1923, hvor rytteren Hans Breith stjal en del af avisomtalen, da han efter at være kommet i mål smed tøjet og tog sig en dukkert i kanalen for at blive afkølet. Publikum på Kanalvej var harm over den blottede krop, men det skal til Hans Breiths forsvar siges, at han havde slidt et slemt hul i cykelbukserne under de traditionelle 212 km.

 

De tider, hvor landevejsløb blev kørt som enkeltstart, og rytterne startede én efter én, er for længst forbi. Nu starter alle samlet. Selv om fynsk cykelsport kæmpede med flere problemer, var Fyn Rundt kommet ind i en god rytme, og i 1944 fejrede man løbets 50 års fødselsdag – og så gjorde det mindre, at løbet faktisk kun var blevet afviklet 37 gange. Fyn Rundt er med andre ord et traditionsbundet løb med lidt rod i ”regnskabet”.