Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Fynske Livregiment 

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær 

 

Fynske Livregiment blev oprettet den 17. november 1614. På Christian 4.s tid – han var dansk konge 1588-1648 – var Danmarks hovedfjende ubetinget svenskerne.

 

Fynske Livregiments emblem (udsnit) med den fynske lindorm.

I februar 1965 havde Fynske Livregiment indkaldt 850 mand til mobiliseringsøvelse med start en søndag morgen kl. 6. Her er tre af de genindkaldte i aktion ved Gelsted.

 

Når Christian 4. førte krig, var det ofte med lejesoldater. Det var dyrt, og det gav også andre problemer, for de lejede landsknægte var ikke altid til at stole på. Det så man blandt andet i Kalmarkrigen (1611-13), og det var baggrunden for, at kongen den 17. november 1614 gav ordre til oprettelsen af en national milits på 4.000 mand, fordelt på to regimenter. Under det jyske regiment blev der oprettet et fynsk kompagni på 199 mand, og det var dette kompagni, der efter talrige navneskift kom til at bære navnet Fynske Livregiment. Hæren fejrer derfor i år sit 400 års jubilæum, men for Fynske Livregiment sluttede historien i 1991, da regimentet blev nedlagt som led i de militære nedskæringer, der fulgte i kølvandet på Warszawapagtens sammenbrud.

 

Fynske Livregiment – der snart fik mottoet ”Fast i nød” - bestod fra begyndelsen af udskrevet mandskab fra det fynske område, hvor nogle få ansatte befalingsmænd uddannede soldaterne søndag efter kirketid. Så kunne de udskrevnes våben også opbevares i kirkernes våbenhuse, når de ikke var i brug. Snart blev søndagstræningen rundt om i det fynske område dog til blodig alvor, da Christian 4. blandede sig i Trediveårskrigen i Tyskland, og i 1626 var fynske soldater eksempelvis med i slaget ved Lutter am Barenberge, sydvest for Hannover. Det var ingen succes – og det samme gjaldt størstedelen af de følgende krige i 1600-tallet, hvor Danmark en overgang var på vej til at blive udslettet, og hvor fynske soldater gang på gang blev inddraget.

 

Når der herhjemme var mere fredeligt, kom regimentets soldater også ud for at blive udlejet – 687 soldater og 42 heste fra det fynske regiment var således udlejet til engelsk krigstjeneste 1689-98 i henholdsvis Irland og Flandern. De følgende århundreders krige skal ikke følges her, men reelt vendte enheden tilbage i Fyn i 1932 – og ved en omorganisering af hæren i 1951 blev navnet Fynske Livregiment knyttet til enhederne på Odense Kaserne på Sdr. Boulevard

 

Inden da havde en del af regimentet (den daværende 4. bataljon) været indblandet i kampene i Sønderjylland den 9. april 1940. Det kostede seks unge soldater livet, og på Odense Assistenskirkegård blev der i efteråret 1940 rejst en mindesten for soldaterne – to af dem er begravet på stedet.

 

Efter 2. verdenskrig har soldater fra Fyn også været udsendt til Tyskland og i FN-missioner, men navnet Fynske Livregiment forsvandt som nævnt, da det i 1991 blev lagt sammen med andre regimenter. En tid så det ud til, at der skulle være en sergentskole i Odense, men resultatet af gentagne besparelser på forsvarsområdet er i stedet, at Odense Kaserne siden 1990’erne gradvis er blevet affolket.

 

Se også:

 

Militær i Odense