Spring til indhold
Luk

Om Odense  

Militær i Odense

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Militærfolks tilstedeværelse kan følges helt tilbage til 980’erne, da Odense dukkede frem af forhistoriens tåger. Dengang lå der en vikingeborg ved Nonnebakken syd for åen, men ellers skal vi frem til 1500-tallet, før vi for alvor hører om indkvarterede soldater i byen. Og da var det problemer som druk, slagsmål og natteroderi, som man prøvede at sætte en stopper for.

 

Soldater på vej ind på kasernen ca. 1920

Soldater på vej ind på kasernen gennem hovedvagten på Sdr. Boulevard ca. 1920.

 

Da Christian IV og Danmark deltog i Trediveårskrigen, måtte Odense som andre dele af landet bære hårde skattebyrder. Provenuet blev brugt til lejesoldater, og samtidig måtte fynboerne døje den tort, at militæret hjemsendte udskrevne fynboer med besked om, at kongen havde brug for soldater og ikke for bønder!

 

Indkvarteringsbyrderne fortsatte også i de følgende århundreder, men somme tider var det nu også noget, som odenseanerne så med milde øjne på, for på den måde kunne mange af dem leje et værelse ud til og dermed være sikret et udkomme.

 

Fra begyndelsen af 1700-tallet rummede byen ikke kun en garnison med privat indkvarterede soldater, men også egentlige kasernebygninger. Omkring 1720 fik byen overladt Skt. Hans og Skt. Knuds klostres gamle stalde og den gamle provstegård ved Vor Frue Kirke, og her voksede der i de kommende årtier en slags rytterkaserne frem, fra 1790’erne også forsynet med et egentligt ridehus.

 

Mange dragoner boede privat, men i 1840’erne forsøgte en privatmand sig med privat byggeri af en dragonkaserne i Vindegade, uden større succes. Krigene midt i 1800-tallet førte imidlertid til flere omlægninger i militæret. Dragonerne forsvandt i første omgang fra byen i 1852, men efter at byen havde været uden garnison i syv år, blev Provstegårdskasernen for en tid fodfolkskaserne.

 

Efter 1864 blev forsvaret igen omlagt. Staten forsøgte at spille byer, der gerne ville have garnisonsstatus, ud mod hinanden, og efter nogle år måtte Odense gå ind på at bygge en række faciliteter for at sikre militærets tilstedeværelse i byen. Hurtigt efter hinanden kom nu eksercerhuset på Sdr. Boulevard (den senere gymnastiksal, 1870), rytterkasernen ved Pjentedamsgade (1878 og de følgende år), et nu nedrevet garnisonssygehus i Albanigade (1886) samt endelig fodfolkskasernen på Sdr. Boulevard (1891-92).

 

Byrådet havde forgæves forsøgt at få garantier for, at militæret så også ville blive her, men allerede i efteråret 1911 var det tid for dragonernes farvel til Odense. Det meste af rytterkasernen blev snart solgt til De Forenede Automobilfabrikker (Thomas B. Thrige).

 

På Sdr. Boulevard holdt det danske militær derimod stand til vor egen tid, afbrudt af den tyske besættelse. Men i omstillingerne efter murens fald blev Odense en af de byer, der trak Sorteper, og et intermezzo omkring sergentskole og mørkeskydebane blev kun en del af nedturen. Den er nu fuldbragt.