Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Nøgenbadning i Odense Å

 

af Johnny Wøllekær

 

E.B. var harmdirrende. Det var simpelt hen uanstændigt. I et læserbrev fortalte han Fyens Stiftstidendes læsere om, hvordan han en søndag i juli 1899 var taget med dampbåden til lystskoven Fruens Bøge i Odenses udkant. Han glædede sig til at "sejle op ad åen på en dejlig sommerdag", men glæden blev snart forvandlet til vrede. I stedet for på engen at beundre alle de tusinde nikkende blomster blev hans opmærksomhed rettet mod de mere eller mindre afklædte drenge, som yderst støjende brugte Odense Å til en svalende afskylning i det varme vejr.

   

En af åens nøgenbadere

  

En af de formastelige
ungersvende ved åen.

 

 

Ved badeanstalterne blev der holdt på, at drengene havde badebukser på, og at kroppen blev dukket under vand, når damperen passerede. Det kunne man til nøds leve med. Det, der stødte E.B. på manchetterne og fik ham til at fare i blækhuset, var badningen de andre steder. Den foregik fra åben strand i rent og skært Adamskostume! Og drengene benyttede enhver lejlighed til, når damperen var ud for dem, at vise sig frem, som Vorherre havde skabt dem. På mindst fem steder blev den nøgne sandhed vist frem, og ikke alle drengene var i uskyldsalderen.

 

Det gamle læserbrev blev på forunderlig vis nærværende, da Odense Stadsarkiv i 2003 modtog en større samling af glasnegativer, og heri fandtes også et fotografi af en splitternøgen ungersvend poserende ved en af byens badeanstalter.

 

Gennem generationer badede odenseanerne i Odense Å, der slyngede sig gennem byen. Her pjaskede ungdommen rundt blandt skræppeblade og ænder - alt imens dampbådene futtede forbi. Det var, før miljømyndighederne havde meldt sig på banen, og det var mens byens kloakker blev ført direkte ud i åen. Tæt ved badeanstalterne lå også et farveri, der gav vandet mange spændende nuancer.

 

Mens svømmerne var ligeglade, så var byens borgerskab bekymrede over plaskeriet i det beskidte åvand. Byens embedslæge skrev: "Badning om sommeren i åen er højst uheldig, det er et stort spørgsmål, om det egentlig kan siges at være en god hygiejnisk foranstaltning at bade i et vand, der er så stærkt forurenet, som vandet ofte er i åen på de steder, hvor badehusene nu er anbragt".

 

Badeanstalterne, der også blev flittigt brugt af byens skoler, delte vandene mellem dem, der brugte badeanstaltene, og dem, der mente, at det var uanstændigt. Og badningen var en evig kilde til forargelse og forbitrede skænderier mellem byens borgere.

Som årene gik, blev Odense Å forvandlet til en stinkende strøm af byens voksende mængde spildevand. Til sidst var forureningen så tyk, at det kunne være svært at synke. Det havde selvfølgelig sin fordel, men var ikke just særlig appetitligt. Badningen blev derfor flyttet til Stavisåen, hvor man fik en ny badeanstalt - eller det er måske så meget sagt. Den bestod af et plankeværk ud mod stien, så de forbipasserende ikke kunne se de mange nøgne drenge- og mandekroppe inde bagved. Men borgerskabet var tilfreds. De badelystne drenge havde fået en erstatning i "lovligt vand".