Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Røven 

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær 

 

Skibhuskvartetet har haft mange værtshuse, og nogle har været mere berygtede end andre. Skibhusene har f.eks. haft sin egen landsbykro, der gennem tiderne lå på tre forskellige adresser. Den hed først Bellevue, der er fransk og betyder smuk udsigt. Kroen lå tæt ved færgestedet på den gamle kanal og var et yndet udflugtsmål for ”storbyborgerne” inde fra Odense i begyndelsen af 1800-tallet. Her blev der også lavet en badeanstalt i 1834, så odenseanerne kunne få en dukkert i kanalens uklare vand. Senere fik kroen lov til at opføre musik i haven på søndage og mandage.

 

DSU'ere ved Skibhuskroen (også kaldet Røven) i 1940'erne.

Kroen fotograferet af H. Lykke i 1915. Skiltet sagde "Sølyst", men kunderne sagde "Røven".

 

Det franske navn faldt dog aldrig rigtig i odenseanernes smag, så i folkemunde blev Skibhuskroen blot kaldt for Røven - kroen lå jo, hvor Skibhusvej endte. Krofatter var dog ikke begejstret for øgenavnet, hvad man godt forstår, og han fik derfor den idé at invitere selveste Fyns guvernør, kronprins Frederik, og hans kæreste, grevinde Danner, på besøg. Hvis de fik et krus øl og lidt at spise, kunne de måske slå et slag for, at øgenavnet blev ændret. Krofatter foretrak selv navnet Sølyst, det klingede ligesom meget bedre! Planen blev ført ud i livet i 1846, men havde én fejl. De fornemme gæster havde en glubende appetit, og de endte med at spise den stakkels krofatter ud af huset. Da krofatter luftede navnesagen, var kronprinsen som hævn hurtigt afvisende: ”Er tønden tom og tappen tør, skal stedet dog hedde Røven som før”.

 

En tidlig morgen i januar 1910 brændte kroen. Det gik hårdest ud over sidelængen, men også selve kroen blev molesteret. Kroen stod på det tidspunkt tom efter et dødsfald, og avisen mente at vide, at ilden var opstået ved uforsigtighed af vagabonder, der havde søgt sig et billigt natlogi.

 

En køber til kroen stod dog klar i kulissen, og en ny kro på hjørnet af Skibhusvej og Færgevej slog snart dørene op. Dens officielle navn var Sølyst, men i folkemunde overtog den forgængerens øgenavn. Og kroen var bestemt ikke for tyndhudede sjæle. Kai P. Andersen fortæller i sine erindringer fra 1920’erne om, hvordan han i ungdommen var noget af en skørtejæger, der ofte gik til bal. En dag var han havnet på Røven, men det var bestemt ikke et sted for frisørlærlingen. Her huserede en klike af smedelærlinge fra Skibhuskvarteret og gartnerelever fra Stige, og han var ikke velkommen. Så han listede af igen. Godt slukøret, for han havde haft en aftale med en ung pige. Det var både første og eneste gang, han var til bal på Røven.