Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Rottebekæmpelse i Odense

 

af Andreas Skov

 

I takt med at Odenses befolkningstal for alvor begyndte at vokse i anden halvdel af 1800-tallet, gjorde rotternes antal det tilsvarende. Den tætte bebyggelse med utilstrækkelig renovation skabte noget nær ideelle forhold for rotterne. Alligevel kom den organiserede rottebekæmpelse i Odense først i gang i juli 1907, efter at Indenrigsministeriet havde vedtaget en lov, der pålagde de enkelte kommuner at præmiere hver enkelt afleveret (død) rotte med mindst fem og højst 10 øre.

 

Tegning fra Blæksprutten 1899, da de første forsøg med dusør på døde rotter igangsattes.

Sofus, en af rottekongen Cibrinos mange kælerotter.

 

Odense byråd besluttede sig for minimumsbeløbet, og brandstationen på Klostervej blev valgt som indleveringssted. Der udbrød efterfølgende en sand "rottekrig" i byen, og i den første uge klippede personalet på Klostervej 710 rottehaler (så rotterne ikke kunne genbruges). Men befolkningen mistede imidlertid hurtigt interessen for rottebekæmpelsen.

 

Året efter hævede byrådet derfor beløbet til 10 øre pr. død rotte, hvilket øjeblikkeligt vakte interessen på ny. En almindelig arbejder tjente omkring 50 øre i timen, så det kunne være en temmelig indbringende forretning at jagte rotter. Ikke færre end 1.118 døde rotter blev i løbet af den første uge afleveret på brandstationen på Klostervej. Det var primært børn, som lod sig engagere i rottebekæmpelsen.

 

Strategien med at præmiere borgere, som afleverede døde rotter, viste sig imidlertid ikke at have nogen mærkbar effekt på bestanden af rotter i byen. I 1912 valgte Odense byråd derfor en ny strategi, hvor man overdrog rottebekæmpelsen til grundejerforeningen. Denne overlod efterfølgende opgaven til Fabrikant P. Madsen fra København, og han opnåede ganske imponerende resultater. I 1913 kunne det således konstateres, at der nu kun var rotter i 3% af byens ejendomme, og P. Madsen og hans hjælpere formåede at holde dette niveau i flere år.

 

I 1921 kom der en ny rottelov, der påbød kommuner med havne at foretage rottebekæmpelse. Loven havde ingen betydning på den hidtidige praksis. P. Madsen fortsatte sin virksomhed og fik sin kontrakt fornyet år efter år. I 1930'erne rejste der sig dog en del kritik over firmaets rottebekæmpelse, og flere tvivlede på, om der nu også kun var rotter i 2-3% af byens ejendomme. Hidtil var tallene blevet opgjort ved, at ejerne af ejendommene skulle indsende et brevkort til kommunen.

 

Kommunen var lydhør over for kritikken, og i 1937 indsatte man en ekstra rubrik i det spørgeskema, som skattevæsenet brugte til at udarbejde mandtalslisterne med. Samtlige 9.000 af Odenses husstande blev således spurgt, om de havde rotter i ejendommen. Undersøgelsen viste, at der var rotter i 15% af Odenses ejendomme, og at der var flest på Sdr. Boulevard og Skibhusvej tæt forfulgt af Skt. Jørgens Gade. Målt i procent var Lille Glasvej den hårdest ramte gade i byen, hvor 11 ud af gadens 14 ejendomme havde rotter. Rotteplagen var værst i de socialt dårligst stillede områder i byen, men i byens velhaverkvarter på Langelinie var der også konstateret rotter i 30 ejendomme.

 

I 1937 overtog socialdemokraten I.Vilh.Werner borgmesterposten fra de konservative, og kort tid efter blev han også medlem af Udvalget for Rotteudryddelse. En af hans første handlinger som borgmester blev at nedlægge udvalget og fratage grundejerforeningen ansvaret for rottebekæmpelsen og i stedet gøre det til et kommunalt ansvarsområde underlagt markforvaltningen.

 

Siden 1939 har rottebekæmpelsen i Odense således været et kommunalt anliggende, men i de senere år er den praktiske bekæmpelse dog blevet forestået af det private firma A/S Mortalin.

 

Læs mere

 

Holger Dyrbyes artikel i Odensebogen 1997.