Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Etatsråder

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Hvorfor kaldtes Odense for etatsrådernes by - og hvad er en etatsråd?
 
For at tage det sidste spørgsmål først - så er svaret, at etatsrådstitlen er en hæderstitel, der gav indehaveren ret til indplacering i en bestemt rangklasse - noget som man endnu for 100 år siden lagde megen vægt på. Endelsen -råd skal derimod ikke forlede til at tro, at indehaveren var medlem af en eller anden forsamling af rådgivere eller lignende. Det samme gjaldt i øvrigt for andre af datidens hæderstitler som f.eks. geheimeråd, kammerråd, justitsråd osv. Etatsrådstitlen havde som flere af de andre hæderstitler deres oprindelse under enevælden, men blev ført med over i demokratiets tidsalder efter grundloven i 1849. Oprindelig havde de eftertragtede titler først og fremmest været givet til embedsmænd, men med tiden kom også andre ind i billedet - f.eks. en lang række erhvervsfolk - ja, selv H.C. Andersen kunne på sine gamle dage titulere sig etatsråd.

 

Der er formentlig ikke længere nogen, der ved, hvem der første gang anvendte betegnelsen etatsrådernes by om Odense, men det ligger fast, at betegnelsen dækker perioden fra omkring 1870 til omkring 1900, hvor ikke mindst det i 1868 oprettede byråd i stort omfang havde etatsråder som medlemmer. Dengang havde kun mænd stemmeret, og da valgreglerne favoriserede de største skatteydere, var det ikke mærkeligt, at store erhvervsdrivende som apoteker Lotze eller udgiveren af denne avis, J.C. Dreyer, kom i byrådet og samtidig kunne besmykke sig med titel af etatsråd.

 

Rangsvæsenet var fundamentalt set i modstrid med det fremvoksende demokrati. Det blev heller ikke bedre af, at en af 1900-tallets største danske forbrydere, justitsminister P.A. Alberti, ved sin fratræden som minister blev udnævnt til noget så fint som geheimekonferensråd – men som kort efter meldte sig selv for et bedrageri, der med historikeren Steffen Heibergs ord får Klaus Riskær til at fremstå som en lommetyv.

 

I årene 1909-10 og 1913-1920 blev Danmark ledet af radikale regeringer, og de blev banebrydende for afskaffelsen af tildelingen af den slags hæderstitler. Men indimellem var Venstre ved magten, og det blev Venstremanden Klaus Berntsen, der som regeringsleder i 1913 udnævnte den sidste etatsråd i Danmark, nemlig direktøren for Fyens Stifts Kreditforening, Emil Kiørboe. Samtidig kan Odense prale af, at den sidste overlevende etatsråd også havde hjemme her i byen, nemlig bankdirektør Albert Høeg. Han var ansat i Fyens Disconto Kasse i 54 år og dens direktør fra 1874 til 1928 og døde først i 1939, 91 år gammel. Han var medvirkende til at gøre banken til en succes. Måske hang det sammen med hans sparsommelighed, der var legendarisk. Det fremgår af den lidt ondskabsfulde historie, der fortælles om ham. Når han havde haft selskab, og der var blevet konditorkager til overs, blev de dagen efter leveret retur til bageren. Om man kan fæste lid til historien, er nok en smagssag - men at det også er en vigtig egenskab for en bankdirektør at kunne passe på pengene, er vel uomtvisteligt.