Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Brandts Klædefabrik

 

af Claus Thøgersen

 

Christian Brandt, en farversvend, købte i 1796 et farveri på den grund, der i dag hedder Vestergade 73. Den virksomhed, han etablerede, var et ”kundefarveri”, dvs. den farvede kundernes hjemmevævede stof. På denne tid, under Napoleonskrigene, hvor samhandelen i Europa var stærkt begrænset, var hjemmevævning udbredt og farvningen var derfor en god forretning. Det farvede stof hang ofte til tørre på bjælker ud over Vestergade, og man tog det ikke så højtideligt, at der af og til var nogle farvede dryp til de forbipasserende.

 

Brandts Klædefabrik ca. 1952 Brandts Klædefabrik

I kamgarnsspinderiet på 2. sal i Grønnegadefløjen ca. 1952.

Pantheonsfløjen og Grønnegadefløjen en aften i 2009, nu i kulturens tjeneste. Claus Thøgersen fot.

 

Christian Brandts sønner, Morten Kisbye Brandt og Preben Lihme Brandt, startede en egentlig klædefabrik op på Klingenberg, i Skt. Knuds Kloster. Fabrikken blev efter Preben Lihme Brandts død videreført af Søren Hempel, en søstersøn af Morten Kisbye Brandt, og fortsatte frem til 1880'erne. Morten selv førte det gamle farveri videre, stadig som kundefarveri.

 

Men tiderne ændrede sig. Under den tiltagende industrialisering forsvandt efterhånden hjemmeindustrien og dermed grundlaget for at farve hjemmevævet klæde. Under Mortens søn, Søren Christian Brandt, blev den gamle farvergård i 1869 omdannet til en klædefabrik. Den blev en succes og voksede støt i resten af 1800-tallet. I 1887-88 udvidedes fabrikken betydeligt og omfattede 60 væve og ca. 200 medarbejdere. Firmaet, der hidtil havde været et familiefirma under navnet P.K. Brandt, omdannedes i 1897 til et aktieselskab under navnet A/S Brandts Klædefabrik.

 

Klædefabrikationen omfattede mange processer. Man mindes stadig om nogle af dem i form af de skilte, der er opsat på bygningerne. I nopperiet fjernedes trådender og andre ujævnheder i det vævede stof. I valkeriet stampede og krympede man stoffet således at det blev mere fast og sammenhængende.

 

Det 20. århundrede blev en turbulent tid for Brandts Klædefabrik. De to verdenskrige og efterkrigstiden gav god afsætning, og fabrikken blev udvidet flere gange. Frem til starten af 1970’erne gik forretningen godt, men den internationale konkurrencesituation gjorde det fra dette tidspunkt stadigt sværere at få enderne til at hænge sammen. Fabrikken lukkede endeligt den 31.12.1977.

 

Fabrikslokalerne stod herefter tomme indtil 1982. I 1981 købte to jyske købmænd fabrikken, og der blev udfærdiget en lejekontrakt med købsret til Odense Kommune – denne købsret benyttede Odense Kommune sig af i 1995 for de offentlige dele af komplekset. Baggrunden for genanvendelsen var et projektforslag, udarbejdet i samarbejde med arkitekt Kristian Isager. Idéen var en ligelig fordeling af arealet til private og offentlige formål.

 

Ombygningen af fabrikskomplekset strakte sig fra 1982 til udgangen af 1986. I 1984 flyttede Danmarks Grafiske Museum og Det Fynske Kunstakademi ind i bygningerne, og i 1987 kom Kunsthallen Brandts Klædefabrik og Museet for Fotokunst til. I 1985 blev Lejerforeningen Brandts Klædefabrik etableret, til at sikre et samarbejde mellem alle klædefabrikkens lejere.

 

Fabrikken åbnede som kulturcenter i 1987, og den blev en stor succes. Som Fyens Stiftstidende skrev 9 år efter: ”Når kultur- og kunstinteresserede mennesker i New York i dag hører Danmark nævnt, kender de til kunstmuseet Louisiana i Humlebæk og Brandts i Odense.”

 

 

Læs mere

 

Povl Drachmann: ”Aktieselskabet Brandts Klædefabrik 1869-1944”, 1944

Brandt-arbejdernes Historiske Forening: ”Brandts Klædefabrik”, 1993 

Brandts Klædefabrik: ”Fra klædefabrik til kulturfabrik”, 1987