Spring til indhold
Luk

Om Odense 

H.J. Hansen

 

af Jens Åge S. Petersen

 

H.J. Hansen Holding A/S er en landsdækkende koncern med enkelte filialer i udlandet og med erhvervsaktiviteter inden for tre hovedområder, nemlig vin- og delikatesser, VVS og genvinding. Firmaet, som har hovedsæde i Vestergade 97-101 i Odense, kan dateres tilbage til 1829, hvor Jørgen Jacob Limkilde grundlagde en traditionel købmandsgård på adressen. Sønnen, Clemens Limkilde, overtog købmandsgården i 1861, men det var først, da dennes halvfætter, Hans Jørgen Hansen, tog over i 1888, at forretningen for alvor fik fremgang. Det var under Hans Jørgen Hansen, som også har givet navn til firmaet, at virksomheden begyndte at satse på et bestemt speciale, nemlig handel med ben, brugte klude og jern- og metalskrot.

 

H.J. Hansens facade mod Vestergade 1979 Genindvinding af jernbaneskrot hos H.J. Hansen i 1950'erne

Forretningen i Vestergade 97-101 fotograferet i 1979, hvor firmaet fejrede 150 års jubilæum. Jørgen Svendsen fot.

Demontering og forarbejdning af kasseret jernbanemateriel på H.J. Hansens ophugningsplads i 1950'erne.

 

Produkthandelen blev hurtigt en langt større indtægtskilde end kolonialhandelen. Først var det gamle klude og kreaturben, man handlede med - kludene blev sorteret i op til 200 forskellige kvaliteter og genbrugt til papirfremstilling, og kreaturbenene blev videresolgt og forarbejdet til kød- og benmel. Papirindustrien gik snart over til andre råstoffer, men kludesorteringen foregik endnu i Vestergade længe efter 2. verdenskrig. Det var dog især handelen med jern- og metalskrot, som drev forretningen fremad. Jern- og metalindustrien var i vækst i Danmark, og der var rift om råvarerne.

 

I slutningen af 1920'erne var H.J. Hansen et af de største produkthandelsfirmaer i provinsen. Efter Hans Jørgen Hansens død i 1929 overtog sønnen Erik A. Hansen firmaet, som i de følgende årtier fortsatte med at ekspandere i betydeligt omfang. Efter 1945 udviklede produkthandelen sig efterhånden til en egentlig genvindingsindustri. Endnu i slutningen af 1940'erne foregik oplagring og forarbejdning af produkterne i baggården i Vestergade 97-101, men i 1948 lejede firmaet sig ind på et stort areal i Havnegade ved Odense Havn. Her blev der indrettet en genvindingsplads, hvor der i anderledes større omfang kunne foregå oplagring og genvinding. Der var også behov for mere plads, da firmaet efter 1945 slog ind på et nyt genvindingsemne, nemlig skibsophugning. Det første store skib, som H.J.Hansen købte til ophugning, var fregatten Peder Skram, sænket af tyskerne ved Holmen i 1943. Helt op til begyndelsen af 1970'erne blev langt mere end 100 skibe købt til ophugning på Odense Havn. I 1950'erne og 1960'erne begyndte firmaet også at sprede aktiviteterne, bl.a. ved at opkøbe andre produktforretninger på Fyn. I 1953 opkøbte H.J. Hansen også et andet gammelt Odense-firma, Rasmus Holbeck & Søn, der i dag under holdingselskabet arbejder inden for VVS, rør og maskinteknik.

 

Sideløbende med produkthandelen og genvindingsindustrien kørte den gamle købmandsforretning i Vestergade 97-101 videre på traditionel basis. I årtierne efter 2. verdenskrig begyndte butiksdøden, men H.J. Hansen tog denne udfordring op. Fra 1960 lagde man skuden om og begyndte at satse på kvalitet, udvalg og service, som det senere blev mottoet - og på en specialisering inden for vine og delikatesser, først i det små, men fra 1970'erne i større format. I dag er H.J. Hansen Vine og Delikatesser en af landets førende vinforretninger med leverancer en gros, til andre vinforretninger og til private kunder i stort tal.

 

Fra 1970'erne og frem forsvandt skibsophugningen til Fjernøsten. Til gengæld viste H.J. Hansen under den nye leder fra 1976 - Erik A. Hansens søn, Hans Erik Hempel-Hansen - klar vilje til ekspansion og begyndte at opkøbe produktforretninger vest for Storebælt. Senere er ekspansionen også fortsat i det østlige Danmark, ligesom man har åbnet et datterselskab i Landskrona, og H.J. Hansen er i dag et af landets absolut førende genvindingsfirmaer. Bildemontering og behandling af en lang række andre former for miljøproblematisk affald er nu i fokus på virksomheden i Havnegade, hvor der gennem årene er investeret store summer i opbygningen af konkurrencedygtige behandlingsanlæg.

 

I 2000 satte den sjette leder sig i spidsen for H.J. Hansen, da Jens Hempel-Hansen, søn af Hans Erik Hempel-Hansen, overtog posten som administrerende direktør. H.J. Hansen er i dag et holdingselskab. Det blev allerede i 1962 omdannet til aktieselskab, men er stadig 100 % familieejet. På virksomheden er der i dag ansat omkring 450 medarbejdere.

 

Læs mere

 

Kilder:

Jeppe Nevers & Jens Åge S. Petersen: Købmænd i 175 år. H.J. Hansen 1829-2004. Odense, 2004.

Jørgen Thomsen: Fin vin og gammelt skrot. Artikel i Fyens Stiftstidende 18.10.2004.