Spring til indhold
Luk

Om Odense 

IG-Huset

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Det hele begyndte, da J.G. Jacobsen den 14. september 1892 lagde grundstenen til en lille manufakturhandel i Vestergade 16. Den lille butik gik godt og flyttede 20 år senere til nabohuset. Vestergade 20 og 22 blev efterhånden også inddraget. Det gav i 1935 plads til en omfattende ombygning, hvor husene blev lagt sammen. Det var i øvrigt arkitekt Bent Helweg-Møller, der tegnede ombygningen, og det var også ham, der nogle år senere slog stregerne til byens nye rådhus, men det er en helt anden historie. IG-Huset blev kendt som et af byens finere stormagasiner. I 1930’erne var forretningen overvejende baseret på et kvindeligt publikum og handlede med alt fra børnetøj og barnevogne til udstyr til hjemmet og meget andet. Forretningen mindede lidt om en basar, og det blev understreget ved en slags ”stræde”, der førte fra hovedindgangen tværs gennem forretningen og ud til husets bagside.

 

Interiør fra IG-Huset 1950 IG-Huset/Magasin bygges på Klingenberg 1968

Interiør fra I.G.-Huset 1950 - her er det afdelingen med Gredana-stoffer.

IG-Huset/Magasin bygges ved Klingenberg, foto fra 1968.

 

I 1954 overtog Magasin byens fine, gamle stormagasin. Magasin havde aner i Aarhus, men ikke mindst stormagasinet ved Kongens Nytorv i København med den prangende bygning fra 1894 havde sat firmaet på Danmarkskortet. I Odense valgte man dog i første omgang at bevare navnet IG-Huset. Forretningen gik godt, og der blev snart brug for mere plads. I 1960’erne blev der mulighed for en udvidelse, da det var muligt at købe en række ejendomme på Klingenberg og i Pogestræde til nedrivning, og i oktober 1969 tog IG-Huset, der i den forbindelse tog navneforandring til Magasin du Nord, en ny tilbygning ud mod Klingenberg i brug. 

 

Fyens Stiftstidende skrev ved indvielsen, at det var ”en virkelig smuk og monumental bygning” og svingede sig senere op til, at den var ”en af byens smukkeste”. Nu kunne man jo tro, at det var for at lefle for en af avisens store annoncører, men andre var åbenbart enige i vurderingen. I hvert fald blev bygningen senere præmieret som smukt byggeri af Odense Kommune, og begrundelsen var bl.a., at bygningen var et smukt led i bybilledet.

 

Arkitekt Kay Boeck-Hansen havde tegnet en bygning, der stod på søjler ud over Pogestræde. Den moderne bygning havde gitterfacade i jern og var beklædt med svensk Kolmården-marmor. Tanken var, at stueetagen skulle virke som en udvidelse af Klingenberg, der samtidig havde fået en ansigtsløftning med træer og springvand, med parkeringspladser og et stort, underjordisk parkeringsanlæg. Der havde ellers lydt højlydte protester mod byggeriet, der tog livet af en del ældre bygninger. Andre holdt på, at Magasins nye bygning skabte lys, luft og bedre plads.